Den grønne smiley viser, at virksomheden ikke har noget udestående med Arbejdstilsynet.
En virksomhed kan kun få en grøn smiley, hvis den har fået gennemgået sit væsentlige arbejdsmiljø. Det vil sige, at den enten er blevet screenet (før den 1. januar 2012) eller har haft et risikobaseret tilsyn (efter den 1. januar 2012).
Virksomheden får en grøn smiley, hvis Arbejdstilsynet har konstateret,
at virksomheden ikke overtræder arbejdsmiljøreglerne, eller
at virksomheden ikke længere har et udestående med Arbejdstilsynet.
Sammen med den grønne smiley offentliggøres en dato, der viser
hvornår virksomheden er blevet screenet, har haft et risikobaseret tilsyn eller
hvornår virksomheden har afsluttet sit udestående med Arbejdstilsynet.
Den grønne smiley har en udløbsdato. Det vil sige, at den bliver slukket efter fem år.
Grønne smileyer, der er blevet tildelt fra den 1. april 2007 til den 31. december 2011, bliver slukket fem år efter det tilsyn, der udløste smileyen.